aften i Mikumi Nationalpark, Tanzania
Min egen første hund, Doll, i Hildburghausen/Thüringen. Vi boede i Hertug af Meiningens lystslot med en stor park og havde foruden Doll en schæfer og flere katte, en gris ved navn Rosamunde, høns og kalkuner.
I 1933 flyttede vi til Frankfurt/Main til en lejlighed og til min store sorg kunne vi kun tage kattemor og killingerne med.
sidste billede af FUCHS og KLETTE, der omkom, da vores hus blev totalt ødelagt af en bombe d. 18. marts 1944.
Så snart jeg havde min egen beskedne bolig i London under krigen, anskaffede jeg mig et klaver og en kat. Begge dele hjalp mig igennem en svær tid.
I den amerikanske hær efter krigen fik jeg en schæfer hvalp foræret, der desværre døde af hvalpesyge kun få måneder gammel. Det er min danske kæreste Per, som holder den.
Jeg købte straks en ny schæfer hvalp, Ami. Både Ami og kærligheden trivedes i bedste velgående. Kærligheden overlevede, men Ami døde, 1½ år gammel. Han blev kørt over af en bil, da han var ude og gå tur med sin træner.
Et sjældent foto, hvor jeg sidder OPPE på hesten. Jeg opgav ridesporten efter at jeg var faldet af næsten lige så mange gange som jeg var steget på.
På orlov i Danmark hos min kommende svigermor stiftede jeg bekendtskab med flere katte. Der var Oktopus, Ødipus og andre -pusser, hvis navne jeg ikke husker. Oktopus tog vi senere med os til Bogø, hvor hun forøgede øens kattebestand betydeligt. Hun blev 20 år gammel.
I 1959 flyttede vi til Kolding - med kat, selvfølgelig. Her er det Rikke med en killing.
En ny æra begynder. Sima er den første af mine mange orientalske katte. Også hun producerede flittigt afkom, der ikke altid var ægte.
Børnene bragte en pindsvineunge med hjem. 'Mecki' boede i en papkasse i badeværelset, indtil han/hun efter nogle dage til Rikkes store fortvivelse blev sat ude i parken igen: "Ikke i parken, Mor, der er så mange børnelokkere!"
foto: Janne Jensen
Med stor tålmodighed lykkedes det Kim at tæmme en solsort, så den åd af hans hånd og lod sig bære rundt på hans skulder. Vi kaldte den 'Jakob', og mens den om dagen var en fri fugl, tilbragte den natten i vores lille badeværelse. Men så skete det forfærdelige: Far havde trods et advarselsskilt på lågen glemt at slå brættet ned, og vi fandt Jakob om morgenen druknet i wc'et. Sorgen var stor.
Per var entomolog, dvs. insektforsker. Han beskæftigede sig hovedsagelig med biller, og i de 25 år vi levede sammen, har biller, både de levende og de døde, spillet en stor rolle i vores liv.
Men da han en dag bragte to levende fugleedderkopper med hjem og installerede dem i badekarret, hvor de skulle fodres med levende fluer, konfronterede jeg ham efter nogle dage uden bad med et ultimatum: enten fugleedderkopperne eller mig. Jeg gik af med sejren, og dyrene er nu i spiddet tilstand anbragt bag glas og ramme.
Vi boede i Cedar Rapids, Iowa, i et år, og anskaffede selvfølgelig straks en killing, som fik det gode danske navn "Bolle". Hun var et vilddyr, umuligt at tæmme og holde i ro. Her er hun i gang med Jannes strikketøj.
Pressefoto
Vi blev plejeforældre til en egernbaby, 'Wapsi' (egentlig 'Wapsipinicon', navnet på en Iowa indianerhøvding). Den lavede et forfærdeligt svineri, der var madrester - helst rå æg - over hele huset. Wapsi blev om dagen sat ude i det høje elmetræ foran huset, men kom ned når jeg om aftenen kaldte på den. Kort tid efter kom også missen hjem med en afgnavet nød i munden. De to var ikke gode venner, men de lærte af hinanden, især unoder! Om aftenen sad Wapsi på min skulder og så 'Dallas' i TV.
I de to dage, vi turede rundt i Yellowstone National Park, mødte vi ikke færre end 14 bjørne, nogle af dem så tæt på, at vi kunne klappe dem på hovedet, hvis vi rullede vinduet på bilen ned. Men det lod vi være med.
I Sierra Nevada i Colorado fik vi set en flok prærieulve på lang afstand - slet ikke så tæt på som her på billedet. Jon, en ven, opdrætter araberheste og ulve i California, og det er hans søn Peter, der deler seng med 'barnepigen'.
foto: Jon Andreasen
(undskyld, Jon, men jeg MÅTTE have dette foto med på min hjemmeside!)
Senere, i Afrika, var slanger hverdagskost, men også i USA oplevede vi dem. Det eksemplar, Kim holder, var et af 14, som levede under moster Margarets terrasse i Fly Creek, NY. Mens jeg tog billedet, huggede slangen tænderne ind i Kims tommelfinger (fordi han holdt den forkert!), men heldigvis var der ikke gift i sprøjten. Han overlevede.
Tilbage i Kolding, fejrede vi gensyn med Sima, der straks gik i gang med at producere en masse killinger. Desværre måtte vi efterlade hende hos naboerne, da vi flyttede til Tanzania.
På swahili hedder kat 'paka'. Vores fine afrikanske siameser måtte nøjes med det gode danske navn 'Pysser'. Vi havde hende i alle de år, vi boede i Iringa. Hun var smuk, klog og kærlig. Jeg ville have hende med hjem til Danmark, men da jeg havde forberedt alt til hendes flytur og ventede bare på den fornødne rabies-vaccine, pakkede også hun sin kuffert og forsvandt.
Hund hedder 'MBWA' på swahili. For nemheds skyld kaldte vi vores Rhodesian Ridgeback, eller såkaldt 'løvehund', for 'Nuller'. Vi fik hende som hvalp, og hun fik selv mange hvalpe i tidens løb. Hun var en glad og kærlig hund, men hun syntes bestemt ikke om at blive vasket af Marcus.
Også et husdyr, endda et nyttigt et. Sat på tøjsnoren i bryggerset guffede den de mange fluer i sig, der også sad der. Her hvilede den ud på hibiskusbusken foran huset. Kan du finde den?
'Jakob' hed ørnen til minde om solsorten Jakob i Kolding, der druknede i wc'et. Han var en ung fugl af den sjældne slags 'banded harrier eagle'. Han havde en brækket vinge, da vi fik den i pleje. Jeg fodrede den med oksekød på en strikkepind eller med mus og rotter fra skolens lab, de fleste døde. Da Jakob blev større, begyndte den at flyve længere og længere væk. Jeg var den eneste, der iført tykke læderhandsker kunne få fat på den. I takt med at vingen heledes udvidedes Jakobs flyveområde, og kom der bud efter mig: "Bergit, du må komme straks. Jakob sidder på barnevognen!" Eller: "Jakob kigger på vore killinger!" Jakob blev fotomodel for mange besøgende. Da vi kom hjem efter en længere safari, var også han taget på safari og var fløjet sin vej.
Når jeg tænker på vore tamme ugler, Phut and Fubsy, får jeg tårer i øjnene. De var nogle helt vidunderlige skæbninger, som vi passede i mange måneder lige fra de var ganske små og dunede til vi en morgen fandt dem døde i vores indkørsel. De var blevet forgiftet som følge af den afrikanske overtro at ugler er ulykke-bebodere. Phut og Fubsy var blevet 'for' tamme. Når jeg kom gående op til huset, satte de sig på mine fødder, hver på sin, og spadserede med. I regnvejr kom de ind i huset. Deres yndlingsplads var på flyglet, og yndlingsmusikken var Bach. Også de blev fotograferet og filmet flittigt. Her er det naboen Greg Pitman, der holder Phut - eller er det Fubsy?
Mindre behageligt var det at møde en giftig puffadder på stensætningen i haven. Her er den allerede død, slået ihjel af slangedræberen Per.
og fordi Per foruden biller også havde slanger som sit forskningsområde, måtte jeg døjes med at dele soveværelse med ca. 50 af forskellig størrelse og farlighed, dog heldigvis alle i sprit.
Der var gang i billeindsamlingen,og det endte da også med, at der nu i Afrika hopper flere 'forchhammeriæ'-arter omkring, som ingen vidste noget om, før Per opdagede dem og fik dem officielt godkendt og navngivet.
Hjemme igen i Danmark efter ca. 5 år i Tanzania, blev jeg skilt og fik en bolig på Hjortekærsvej. Det varede ikke længe før jeg igen anskaffede mig en sød siameserdame, Simba. På fotoet ses foruden hende lårbenet af en velvoksen elefant, som jeg havde med hjem- ikke elefanten, men lårbenet. Det er i mellemtiden havnet på DKs Zoologiske Museum, sammen med et odderskind og andre animalske 'souvenirer'. Pers insektsamling opbevares i Nationalmuseet i Gabarone, Botswana, og slangerne, så vidt jeg ved, i Swaneng Secondary School's biologisamling i Serowe.
Simbas efterfølger blev en lille gulerodsfarvet vattot, der udviklede sig til en kæmpestor. flot hankat, Ludvig, også kaldet 'Ludvig van' eller 'Ludvig d. XIV' - han var vist nok min kat nr. 14. Han er blevet foreviget i en artikel, der kom i Politiken: LUDVIGS LEM. Sorgen var stor, da han 14 år gammel forsvandt et par dage efter at jeg var flyttet til min nye lejlighed i Brede, sandsynligvis som rævemad.
Ved et tilfælde blev jeg ejer af en chokoladebrun orientaler (havanna) af nobel herkomst, Gina. Hun døde 18 år gammel efter et begivenhedsrigt liv med udstillinger, præmier, killinger - og højtelsket af mig. Også hende har jeg skrevet om. Hun var så klog, hun kunne bl.a. slukke for lyset ved at gnide sig op ad kontakten (det var sjovt, især når jeg havde gæster som hun ikke syntes om!) og telefonere til alarmcentralen ved at trykke på 0. En dag serverede hun en død muldvarp som forret på en intetanende gæsts tallerken.
Otte killinger i kurven på en gang! Der skulle have været 11, men tre var døde ved fødslen. Vi kom på forsiden af den lokale avis!
Jeg beholdt en af killingerne, Suleima, og vi tilbragte 16 gode år sammen, inden hun bukkede under for brystkræft.
Jeg troede, at jeg i min høje alder ikke skulle have flere dyr. Jeg havde egentlig affundet mig med min skæbne, da der dukkede en lille fræk killing op i nabolaget, der søgte et hjem og som jeg efter nogle overvejelser blev mor til. Uschi er nu et år gammel og hun har mig i sin hule pote.