J A N N E
Janne lærer tidligt at koste rundt med sine forældre. ”Ny ble på!” er noget af det første, hun har lært at sige, og hun peger på skuffen, hvor bleerne ligger.
2 – 3 år
Hun elsker at gå med mig til bageren, der forkæler hende med ”nochiokugler” (pinocchiokugler), ”melstænger (karamelstænger) og ”krokolade”. Det smager alt sammen ”væmmelig godt”.
Vi er på konditori i Stubbekøbing. En dame spørger, hvad hun hedder. Janne: ”Prinsesse”. Hun bliver ikke populær, da hun peger på damens pekingeser og siger: ”Puh, den er grim!”
Hun har ondt i tænderne: ”Jeg har ørepine i munden!” En anden gang har hun ”fingerpine”.
Lige så snart Janne kan nå op til dørhåndtagene, bliver de brugt flittigt. Hendes yndlingsleg er: ”Kommer tilbage senere!” Det siger hun, åbner hoveddøren, løber rundt om huset og kommer ind igen ad bagdøren. Hun agerer piccolo i alle de forretninger, vi besøger, ved at åbne og lukke døren for kunderne, ikke altid til deres udelte begejstring.
Hos købmanden spørger Janne ekspedienten, der er ved at skrive regningen ud, om hun ikke vil ”tegne lille Nikolaj!” (Punktum, punktum, komma, streg, det er lille Nikolaj)
Hun er en god dukkemor. Hun giver sine dukker og bamser ble på og strør pudder på deres numser fra en dose. Men da jeg spørger: ”Nå, får dine børn også pudder på?” ser hun bedrevidende på mig: ”Det er salt!”
Vi er i Zoologisk Have. Janne er vildt begejstret. Hun inddeler de fleste dyr i enten ’vuf-vuf’ eller ’fugl’, kun løven er en ’stor mis’, og elefanten er hun bange for: ”bange fant!”
Hjemme igen, tage hun sig kærligt af killingerne. ”Mis snavset, mis vaskes!” Hun henter sin vaskeklud og giver den lille grå en ordentlig omgang med vand og sæbe.
”Har du købt missen til mig, mor?” ”Ja”. ”Du er en god mor!”
Hun synger ”Hoppe, hoppe, Reiter –” på tysk, og ”bah, bah, blacksheep –” på engelsk, men længere rækker sprogkundskaberne ikke. Hun ved, at Oma bor i Frankfurt, ”langt borte” i Tyskland.
Per prøver at lære hende engelsk: ”Dada is a boy, mor is a girl. What is mor?” ”Mor ikke is a boy!”
En anden gang: ”Schauften – ved du, hvad det betyder, daddy?” ”Nej” ”Det er tysk!”
(Ordet er ren fantasi, men det lyder tysk).
Jeg: ”Hvad laver far?” Janne: ”Han skraber havegulvet.”
I kirken får hun en formaning om, at hun skal forholde sig stille, hvorpå hun spørger med høj stemme: ”Hvorfor? Hvem sover?”
Da Per beder hende underholde gæsterne mens vi laver mad, spørger hun: ”Skal jeg holde noget under gæsterne?”
Janne spiser æg, men ”kun det røde, ikke det blå!”
”Far, vil du holde mine modermærker?” (gamle færgebilletter)
På færgen Bogø – Stubbekøbing: ”Skibet spiser vand!” og ”Husene svømmer hen til os!”
”Jeg vil rejse helt hen til Amerika!” ”Hvad vil du lave der?” ”Lege med Amerikas ting.”
”Hvor er Jannes far henne?”
Lillebror er ikke ’i mors’, men i ”Jannes tykke mave”.
Janne vil ikke giftes. Far: ”Ikke med Claus?” ”Nej” ”Eller ikke med en af de store drenge på fars skole?” ”Nej” og efter en pause: ”Janne selv gøre det!” En anden gang erklærer hun og Ragna, hendes veninde, at de vil giftes med ”kobberboyer” (cowboys).
Janne og Ragna elsker at synge og behersker efterhånden mange sange, som ikke altid er nemme at tyde: ”Av, av, mit ben – ” f.eks., er deres version af sangen fra musicalen The Sound of Music : ”Auf Wiedersehn”.
Jeg gik mig over sø og land,
Da mødte jeg en gammel hat,
Jeg har hjem i klaskevand, osv.
Men en tåget julenat julenissen rejste,
Julenissen skreg: Rudolf kom og lyse mig!
Ride, ride ranke, hesten hedder edderkop, kravler langsomt op,
Der bor en bager på Nørregade, han bager stole med sukker på –
og andre besynderlige tekster. Og hvor mon de har lært denne her? ”Dollargrin, dollargrin, kom og kør mig hjem. Jeg er fuld, jeg er fuld, jeg vil hjem i seng!”
Den tyske julesang ’Oh Tannenbaum’ synges næsten fejlfrit, kun når hun kommer til ’meine Blätter’ (’Wie grün sind Deine Blätter….) bliver bladene til ”dubletter”, ikke så underlig i betragtning af, at begge forældre samler på frimærker. Hun lægger også mærke til de ”tyske frimærker” på brevene fra Oma.
Oldefar er død, og det grubler hun meget over: ”Nu er Opa i himlen, ligesom Rudolf.” (Det er Rudolf med den røde næse, hun tænker på).
Janne og Ragna er med Per hos bageren og får hver en karamel foræret. Janne snupper dem begge, og Per formaner hende: ”Hov, du skal dele med Ragna!” Ragna: ”Ja, jeg deler også altid med dig, når du får noget!”
”Daddy, når du bliver stor, kan du få nogle af mine pæne kjoler”. Og ”når jeg bliver stor, kan jeg køre i lillebrors barnevogn!”
Janne har opdaget ordet ’tissemand’ og bruger det flittigt, også når hun er på indkøb sammen med far. Hun synger af fuld hals ”tissemand, tissemand” hos slagteren, og far be’r hende om at tie stille. Senere, hos bageren, spørger hun med høj røst: ”Daddy, må jeg sige ’tissemand’ nu?”
Hun er begyndt at bruge ’ikke’ rigeligt. Da slagteren spørger hende, hvordan hun har det, er svaret: ”ikke godt!” Og da hun i kafeteriet får en kage foræret, og jeg husker hende på: ”Hvad siger du så?” er hendes svar: ”ikke tak!”
”Mor, ved du, hvad Connie kan? Når hun åbner munden og puster, kommer der fløjt ud af hende!” Og: ”Hun råbede og råbede lige til der kom skreg ud af hende!”
Janne er syg. Jeg viser hende billeder i en bog: ”Se, den lille pige har sløjfe i håret!” Janne kigger på tapetet: ”Lige som elefanten på væggen”. ”Men den har ingen sløjfe på!” ”Jo, den får en på i dag, lige som Balt.” (Balt er hendes elskede bamse). ”Men, Janne, Balt har heller ingen sløjfe på.” ”Jo, han får også en i dag!”
Så mor må i gang med at forsyne både elefanten på tapetet og Balt med en sløjfe.
Janne tror, at mælken kommer fra mælkemandens ’duppeditter’, eller – senere – af mælkemandens hests duppeditter. Hun tror også, at hendes nye røde sko er en gave fra postbudet, ikke fra Oma i Tyskland. Og det er jo egentlig ganske logisk.
”Oma griner på dansk!”
”Når lillebror bli’r stor, leger vi sammen i kravlegården, ikke mor?”
Nye udtryk: ”Ikke sandt” og ”vel”. ”Ikke ta’ det fra mig, vel, mor?” ”Jeg skal ikke tisse, vel?” (Det siger hun, når hun virkelig er trængende!) Hos fotografen i Stege bliver hun bedt om at tage frakken af, og hun spørger ængsteligt: ”Jeg bliver ikke stukket, vel?” Yndlingsbandeord er ’av’, og det varieres i det uendelige. ”Av, for Søren!” er blevet til ”Av, for fru Sørensen!” Når hun er faldet, er det ”av, for gulvet”, ”av for bordet”, eller nogle helt nye av’er: ”av for Röslein”, ”av for skipperen” osv.
Hun synger ofte og gerne, men sangene har sjældent samme tekst. Hun laver om på ordene bare for sjovs skyld, eller også for at forny dem. Hendes fantasi arbejder på højtryk. Når vi beder hende rydde op på sit værelse, bruger hun flere timer på det, og resultatet er et surrealistisk mareridt: ingenting er på sin plads, taskerne dingler fra lampeskærmen, en stol balancerer i vindueskarmen, legetøjet er stablet sammen til et eventyrslot med mysteriøse tårne, dukkerne er klædt af og hænger nøgne på rad og række fra en snor under loftet. Det er umuligt at være vred på hende.
Begge børn har mæslinger. Janne har ”fem”, siger hun. I febervildelse be’r hun mig om, at jeg skal ”lægge mæslingerne på natbordet”.
Far: ”Vil du ha’ en lakrids, Janne?”
Janne: ”Nej, den må du få, fordi du er holdt op med at ryge.”
Hun kigger på billeder i et blad: ”Se, mor, der er en dame, der bliver pebermyntet.” ”Er hun hos frisøren?” spørger jeg. ”Nej, hun er hos hr. Søren.”
Det er pinsesøndag. Janne: ”Hvornår kommer pinsesvinene?”
Pigerne snakker om grundlovsfesten, som de har været med til. Ragna: ”Hvorfor dansede du ikke med mig?” Janne: ”Jeg var så træt, så træt, og så kørte vi hjem og jeg gik på hovedet i seng – og så sov jeg på hovedet!”
Janne og Ragna spiller kort med et gammelt dæk. De fleste kort er gennemhullede af en hullemaskine, som børnene har leget med. De spiller et kort ud hver, og en af dem tager stikket. Da kortene bliver delt ud på ny, hører jeg Janne råbe: ”Ih, hvor har jeg gode kort – kun to med huller!”
Janne og Per hører Haydns SKABELSEN i radioen. Janne forlanger en forklaring på ordet ’skabelsen’. Per fortæller hende, at man i gamle dage troede på, at Gud skabte jorden på syv dage – dyr, planter, mennesker og alting. Janne: ”Havde han det da?” Per siger, at Gud ikke havde det på hånden, men tryllede det hele frem. Janne: ”Det var vel nok skrapt!”
”Der var en dreng med et cellofan-æg.” Det viste sig, at det var et fasanæg, drengen
kom med.
”Mor, når der er jul, går jægeren ud i skoven og skyder alle juletræer med en stor skydebang.”
Jannes ønskeseddel: (hun dikterer til far)
en dukkevogn
en juletaske med flødekarameller
et kaffestel – nej, det har jeg – hellere et testel
3 dukker, en rød dukke og en sukkergris
en mand, som kan sige noget og som kan gå – en mand, lige så stor som dig, som
hedder KOM
lange bukser med seler, der kan knappes på dippedutterne
tyggegummi
en trækvogn med flødekarameller
et julekatalog med en rød julenisse
2 glaskopper
(afbrydelse: ”Jeg vil ud i køkkenet og ikke vide hvad det er!”)
Vi er ude at spadsere. Janne: ”Min ene fod vil ikke gå mere!” ”Hvad er der i vejen?” ”Jeg er ved at blive gammel.”
Hun fortæller Ragna: ”Da min far var soldat, var jeg i min mors mave.”
”Hvornår får jeg små børn ud af min mave? Jeg vil gerne ha’ nogen i morgen. Jeg skal få dem på hospitalet i Stege. Og jeg skal ha’ duppeditter så store som et hus!”
Janne, Ragna, lille Annie og Kim, der ligger syg i seng, leger ’nat’. De har trukket gardinerne for og ligger rundt omkring på stole, borde og bænke. Da jeg kigger ind, forklarer Janne: ”Se, mor, jeg har lige fået en baby, den er helt våd endnu!” og viser mig sin dukke. Ragna har også lige født, og lille Annie havde endda to dukker liggende hos sig, alle ”lige født og endnu våd”. (Det ved de, fordi de overværede en grisefødsel hos naboen). Jeg spørger: ”Hvorfor har I ikke givet Kim en dukke at lege med?” Janne, bedrevidende:” Jamen han er jo far’en!”
”Jeg vil aldrig gå i skole, jeg kan ikke li’ lærere. Jeg vil blive hjemme i tusind dage!”
Nyt ord: ”I overmorges”. ”Far, du sagde du vil købe en bamsebog i overmorges!”
”Hvornår er det Gretes konfition? (konfirmation) Skal hun så ha’ sin døbbelskjole (dåbskjole) på?”
”Nå, så må vi se at få begyndt!” ”Med hvad?” ”Med ikke noget!”
Jeg er i gang med at sy. Janne: ”Hvad hedder det stof? Er det æggehvidestof? Jeg synes det ligner æggehvider.”
Per og Janne kigger i en bog om dyr. Per spørger hende, hvorfor mon en snehare er brun om sommeren og hvid om vinteren. Svaret er ganske logisk: ”Om vinteren ligger der jo sne på den.”
Janne konverserer sin far mens de cykler til skoven, mest om den lokale ’spritter’. ”Og ved du hvad, far, han har ingen mor. Han er nemlig slet ikke født. Og så sover han ved møllen. Og han har kun det ene sæt tøj, sådan noget gammelt og fedtet noget, og om natten sover han splitternøgen – og så drikker han olie eller benzin eller sådan noget – ”
Hun hjælper med at skrælle kartofler. Om en dårlig en siger hun, at ”det er en mor, der føder alle de små kartofler.”
Hun fortæller om dansetimen: ”Der var en pige, hun kunne ikke danse. Hun satte ikke venstre ben først, men goddag-benet.”
Jeg læser højt fra Anders And bladet om de tre små grise. De bliver fanget af ulven og bundet af den store stygge ulv, som stikker et æble i munden på hver af dem. Janne: ”Hvorfor har de et æble i munden?” ”Jo, man plejer at stege grise på den måde”. ”Så er det da godt, de ikke dør af sult!”
Ragna fortæller stolt, at hendes mor skal i skifteretten, fordi mormor er død. Janne: ”Hvad er skifteretten?” Per, spøgende: ”En slags efterret.” Janne: ”Bliver Ragnas mormor så spist?” Jeg gør mig umage og forklarer: ”Nej, det betyder, at når nogen dør, så deler slægtninge alle ejendele imellem dem, møbler, penge, osv.” Janne: ”Spiser de så også møblerne?”
”Mor, kan man drømme, når man er vågen? Det gør jeg nemlig!”
4-5 år
Janne kan tælle til 10 på tysk, skrive sit navn med blokbogstaver og male fint.
”Far, hvad er et tissepunkt? Hvorfor sagde du ’tissepunkt’ til onkel Jens?”
”Når man er ingen år gammel, får man så ingen lys på sin fødselsdagskage?”
”Blomsten er sprunget ud, men når den bliver rigtig fin, springer den ind.”
”Se, alle mine blomster! Hvor er de glade!”
”Mor, bliver det aldrig gamle dage mere?”
Ragnas søster på 18 skal giftes, og vi er inviteret med til brylluppet. Det er pigerne meget optaget af. Ragna: ”Når Grete går i kirke, er hun en pige, og når hun går hjem, er hun en kone.” Janne: ”Ja, og så skal hun gå med stok.”
”Vil du hviske ind i fars øre, så jeg ikke kan høre det, at jeg ønsker mig alle de ting i kataloget til min fødselsdag!”
Jannes ønskeliste:
en gynge, der skal hænge på to træer
en stor dukke og stor dukkevogn med en kaleche som kan gå op og ned
en rigtig stor 2-hjul cykel
en ny og fin elefantbog
en stor og rigtig pengepung
en rød taske
et nyt dukke kaffestel
en stor balje til den store dukke
Vi er i cirkus i Stege. Janne er meget bekymret for trapezkunstneren. ”Jeg tror ikke, hun kan komme ned igen!” siger hun flere gange. ”Nu kan hun bestemt ikke komme ned mere!” Desuden taber hun først sine bolsjer, så regnfrakken og til sidst en sko gennem gulvplankerne, så vi er hele tiden nede og fiske op. Næste dag leger børnene cirkus. Det sjoveste er at gå rundt med nogle blade under armen og råbe højt: ”Program! Program!”
Jeg til Ragna og Janne: ”I er da gode venner, ikke også?” Ragna: ”Jo, vi er kærester!” Janne: ”Jeg er ikke kærester sammen med dig. Jeg er kærester sammen med Kim. Ragna: ”Jeg er kærester sammen med Verner”. Janne: ”Det er jeg også”. Ragna: ”Du kan da ikke være kærester med to!” Janne: ”Hvad er det, at være kærester, Ragna?” Ragna, efter en lang tænkepause: ”Det er, når man elsker hinanden!”
Janne: ”Hvad er Jææsus, Ragna?” Ragna: ”Jææsus er et lille barn, men han er død nu.”
Janne viser mig et lille madonna billede. “Mor, hvad er det?” “Det er Jesus’ mor.” “Hvad hedder hun?” “Maria.” “Hun er da ikke tyk! Far sagde, hun var tyk.” “Ja, hun var tyk i maven. Det var inden Jesus blev født.” “Far sagde, hun var tyk hele tiden. Lever hun endnu?” “Nej, hun er død for længe siden.” “Lever Jesus da?” “Nej, han er også død for mange, mange år siden.” “Var det i de gamle dage?” “Ja, det var dengang, mennesker havde hverken biler eller flyvemaskiner.” “Havde Jesus ingen bil?” “Nej, han havde et æsel, og det havde hans far og mor også.” “Gik han i skole?” “Ja.” “Døde han, da han gik i skole?” “Nej, han var voksen, da han døde.” “Hvor gammel var han?” “39 år.” “Gik han da ikke i skole mere?” “Nej, mor går da heller ikke i skole mere, og hun er 33 år gammel.” “Hvornår er han født?” “Juleaften.” “Åh, det var vel nok synd for hans mor! Tror du, han havde en julekalender?” osv. osv.
Jannes ønskeseddel:
1. et lille klaver
2. en stor dukke, der kan lukke øjnene og sige “mor”
3. et lille sølv kaffeset, og teset
4. nogle nye farver
5. en stor rød blomsterbuket til pynt
6. en dukkestue med lys i, som kan tændes og slukkes, og en lille dukke, som kan rigtigt gå.
7. en pæn rød trøje med alle mulige mælammer og alle mulige dyr og striber på, og bukser magen til.
8. et vinterhus med små nissemænder som kan bukke og neje og rede hår, med små dukker og alt muligt, i snevejr.
9. en rigtig lille boghylde med rigtige læsebøger, malebøger og alt sådan noget.
10. nye kjoler til lillesøster
På besøg hos Oma i Frankfurt
Janne kigger på gamle fotos. Hun studerer vores bryllupsbillede: ”Det var dengang, vi var til dit bryllup, mor, men jeg kan ikke se mig. Hvor var jeg da?”
Hun skriver brev til veninden Ragna, det vil sige, hun dikterer til mig: ”Vi har ikke regnvejr i Tyskland. Vi har ikke regnvejr i Tyskland. Vi har ikke regnvejr i Tyskland.” Jeg vil kun skrive sætningen én gang, men hun insisterer på, at jeg skriver den som hun dikterer. Ragnas mor har nemlig på sit postkort til os skrevet: ”Regn, regn, regn!”
Janne savner veninden: ”Ragna skal besøge mig, når hun bliver stor!”
Janne går ofte over til en legeplads for amerikanske børn. Hun klarer sig ret godt på tysk, men på amerikansk? Jeg spørger hende, hvordan det går, og hun svarer: ”Det går fint, der er bare én ting, jeg vil vide. Hvad hedder på engelsk: ’Nu er det min tur’?”
Vi kører forbi den kæmpebygning, der er US Headquarters. Janne spørger, hvem der bor der. ”Det er hovedkvarter for amerikanerne” svarer jeg. Janne, efter en tænkepause: ”Hvad gør de da med alle de hoveder?”
Oma har inviteret Janne og mig med i operaen, til eventyret om HANS OG GRETE. Janne har kun øje for heksen: ”Hvornår kommer hun?” ”Er det hende?”
Da vi kommer til den forfærdelige slutning, hvor heksen skubbes i bageovnen, udbryder hun ophidset: ”Er heksen nu død?” Jeg svarer forsigtigt af hensyn til det følsomme barnesind: ”Ikke rigtigt”. ”Hvad så? Kommer hun tilbage?” ”Nej,” siger jeg så, for ikke at gøre hende mere bange, ”hun ER død”. Janne ånder lettet op: ”Må jeg så få et bolsje til!”
K I M
Vi er på julebesøg hos Oma i Frankfurt. En tur i Zoo er en stor oplevelse. Børnene, Janne på 6 og Kim på 3 år, kender mange dyr fra bøgerne, men det kikser for Kim, da han møder et næsehorn: ”Se, mor, en myresluger!” Han er vildt misundelig på en flodhestebaby, der hopper ”plumps, ned i smattevandet!” Da en lille brun køter af ubestemmelig race krydser vores vej, råber han henrykt: ”en ræv, en ræv, lige som den i min bog!”
Kim er blevet bevidst om tiden som et abstrakt begreb og forkynder glædestrålende: ”I dag er det i overmorgen!”
Han går i tysk børnehave, men efter nogle dage vil han ikke derhen mere. Der er noget, der piner ham, fornemmer jeg, fordi han egentlig godt kan lide at være der. Langt om længe kommer forklaringen, endda på tysk: ”Ich kann nicht ’ich muss mal’ sagen!” (”Jeg kan ikke sige ’jeg skal tisse’!”)
Kim har låst sig ind på Oma’s wc. Vi ringer til en låsesmed og læser højt for Kim gennem døren, for hvis han nu skulle finde på at klatre ud af vinduet på anden sal! Ved hjælp af instrukser fra låsesmeden er han senere i stand til selv at åbne døren indefra. Låsen er nu afmonteret.
Han har et nyt slagord: ”Auch gut!”
”Kim, hvad vil du være, når du bliver stor?” ”En nissemand!”
En anden gang, da vi spørger ham, hvisker han mig i øret, da det er en stor hemmelighed: ”En baby!”
Senere, hjemme i Danmark, skifter han dog mening. Vi spadserer ned ad gaden og hilser på hans ven, naboen Eyvind, der kører forbi i sin stinkende ajlevogn, da Kim forkynder med høj røst: ”Nu ved jeg, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor!” ”Nå, hvad da?” ”Jeg vil køre med møg!” Lidt senere: ”Når jeg bliver stor ” - lang pause – ”så vil jeg ud og ta’ møg op og stå på møgvognen!” (Han smager formeligt på ordet MØG).
”Mor, jeg er et rigtigt mandfolk lige som Eyvind! Du er ikke et mandfolk, du er en dame.”
Han racer rundt i haven på sin trehjulede cykel: ”Ved du hvad, far?” ”Nej, hvad?” ”Jeg nyder ferien!”
”Hvem vil lave mig en kolbøtte?”
”Av, far, hvis du ødelægger mit ben, må du købe mig et nyt, levende ben!”
Jeg leder efter min pung og finder den langt om længe på natbordet. ”Her ligger den og siger ikke et ord!” Kim: ”Hvornår siger den da noget?”
Kim fortæller om fyrværkeriet: ”Kaj slap en stor skud med sin kineser!”
Janne og Kim snakker sammen i sengen, da far kommer ind. Kim fortæller ham: ”Ved du hvad, far, når det er sommer, falder æblerne ned i sneen, og så samler jeg dem op og vasker dem i sneen!” Janne, opgivende: ”Vil du ikke nok forklare ham det, far, nu har jeg prøvet så mange gange, og han KAN altså ikke forstå det!”
Far viser ham billeder af dyr: ”dette her er en struds.” Kim: ”du behøver ikke lære mig at sige st- st-str-str--strus!” ”Hvorfor ikke?” ”Jo, det kan jeg!” Han kan ikke udtale ’kv’, det bliver til ’fr’ i stedet for. ”Frøerne frakker”, osv. Heller ikke ’dr’, det bliver til ’gr’. ”Gruer” i stedet for ”druer”.
”Mor, hvorfor har du ikke fire børn lige som tante Asta?”
”Hvornår bliver jeg et barn igen?”
”Hvor ser den banan bleg ud!”
Kim smækker døren i med et brag. Jeg vil skælde ham ud, men så kommer forklaringen: ”Jeg gør det lige som på en bil!”
På indkøb: ”Mor, hvordan slår man en 100 krone seddel i stykker?”
Jeg brænder mig på kakkelovnen: ”Av!” Kim: ”Siger du ikke ’av for satan’, mor?” ”Nej, det gør jeg ikke.” Kim: ”Det gør jeg da,” og efter en pause: ”når jeg bliver hængt, siger jeg også ’av for satan’!”
Den fine familie i København glemmer nok aldrig besøget af børnene fra bøh-landet, deres dårlige manerer og bramfri sprog. Vi står på stranden, da Kim får øje på en speedboat, og han råber så højt han kan: ”Den har kraftedeme fis på!”
”Mor, kan isbjørne smelte?”
Han kigger på et billede: ”Se, deres arme hænger løst fast!”
”Hvor gammel er du, mor?” ”34”. ”Du er vel nok dyr!”
”Far, er du gift med mor?” ”Ja, hvorfor?” ”Det siger hun!”
Kims mundharmonika hedder ”mikkolin” – en blanding af harmonika og violin. Hans kæphest hedder ”Mikogal”. Han bruger hele tiden ordet ”egen”. Han vil gå i sin ”egen” kostskole, til sin ”egen” tandlæge, osv. Vi må ikke forstyrre ham i hans ”eget arbejde”, og om natten står han op for ikke at tisse i sin ”egen seng”. Vi mener, det viser hans stærke personlighed. I en diskussion har han altid det sidste ord – altid! Hans fantasi blomstrer for tiden, og han kan se forskellige dyr i et stykke brød eller i nogle tilfældigt sammenføjede byggeklodser.
Han er ude på wc. ”Kom og se, mor – jeg har lavet en kanin!”
Kim kigger på salamanderne i akvariet: ”Se, mor, der er to salamandre, der gifter sig på hinanden!” Første gang han så en salamander, udbrød han begejstret: ”En krokodille, en krokodille!”
”Far er ude i haven og fanger græsfrø.”
”Mor bruger håret som kasket.”
Kim ser mig tage solbriller på: ”Er der også sol i dine briller, Mor?”
”Må jeg skrive brev på din flyvemaskine?”
Kim har fundet et nyt ord for ’turistbus’, han kalder den en ”glo-bus”.
Han vågner en morgen, efter en formodentligt uhyggelig drøm: ”Hvornår økser du mine fingre af, mor? Så økser du mig helt igennem og kommer mig i en gryde – ” osv.
Kim er med i biografen for første gang, til SOMMER I TIROL. Han griner højt, klapper i hænderne og råber: ”Er det ikke sjovt, mor?” Så spørger han med høj stemme, om der er et wc i biografen, og en anden gang kalder han på Janne, der sidder langt væk på første række, at han vil ha’ pinocchiokugler. Mindst tyve gang fortæller han, at han kender alle dem på skærmen fra fastelavn, kun om en optrædende neger siger han: ”han var ikke med til min fastelavn.”
Per forklarer forskellen på luftrør og spiserør. Kim: ”Og så er der numserøret!” Lidt senere indrømmer han dog gammelklogt: ”det har jeg helt misforstået.”
Kim, 5 år
Han er en ivrig radiolytter, og når jeg vågner om morgenen, får jeg gerne overbragt de sidste nyheder i forkortet udgave: ”Mor, du kan tro, der er gode nyheder i dag! Hele den katolske kirke bliver flyttet til et andet land. Jeg kan ikke rigtig huske hvorhen, det er et land langt, langt væk. Europa, tror jeg!”
Og: ”Raketten er kommet 50 km op i luften, eller 75, eller sådan noget. Og den er 150.000 km fra verdensrummet, sagde de, men den kører jo også stærkt. Den kører mindst 10, tror du ikke, 10 kilometer i timen? 75 km fra verdensrummet, synes du ikke, det er gode nyheder?”
(Jeg kan ikke lade være at synes det samme og starter dagen med et smil).
Janne, 9 år, er begyndt at interessere sig for kønslivets mysterier. Jeg låner en bog med hjem fra biblioteket, der forklarer alt om blomster og bier og i sidste kapitel kommer på en nænsom måde ind på den menneskelige forplantning, dog uden at kalde tingene ved deres rigtige navn. Der fortælles om ’farprikker’ og ’morprikker’, hvad det så end betyder. Et kapitel læses højt hver aften. Kim hører ivrigt efter, mens Janne har fået nok efter andet afsnit og gider ikke være med mere. Kim (og jeg) holder ud til den bitre ende. Spændt på, hvad han har fået ud af lektionen, spørger jeg ham, om han har forstået det hele. ”Ja, klar,” svarer det lærenemme barn, ”farprikker, det er lige som gule ærter, og morprikker lige som grønne ærter!”
Ak ja, skønne spildte kræfter. Han har dog siden da lært at klare ’ærterne’ på egen hånd og uden hjælp fra bøger.
R I K K E
Halvandet år gammel, bruger hun ofte ordet: ”Mere!” Især ved måltiderne, men også når hun kalder på mig: ”Mor, mor!” og hvis jeg ikke straks adlyder: ”Mere mor!”
Hun roser mig, når hun ser mig sidde på wc: ”Store mor!” (Vi siger: ”Stor pige!” til hende, når hun præsterer noget).
Rikke, 2 - 3 år
Hun siger på engelsk: ”yes”, ”no”, ”boy”, ”girl”.
Hos Oma i Frankfurt lærer hun tysk. Det er en blanding af tysk og dansk, som f.eks.: ”Min Bett” og ”tænderputzen”.
Hun bander stygt: ”Dumme tøs!” ”Du er dum!” og skælder ud: ”Fy, skam dig!” Hun spørger hele tiden: ”Hvoffor?” Hun er også sød. Da jeg er syg, går hun rundt med en finger for munden og hvisker til alle, også nede på gaden: ”shhhh, mor sover!”
Hun kigger på stjernehimlen: "Hvad er det for nogle prikker?"
"Når man er begravet, kan man trækkes i håret uden at man mærker det."
Rikke er en god iagttager. Hun sidder på skødet hos min kollega Inger, der har overbid, og kigger op på hende: "Dine tænder falder snart ud!" Til frk. Freuchen siger hun, at hun har "en stor hals".
Rikke til vore gæster: "Det er mit hjem. Hvor er dit hjem? Jeg er så glad for mit hjem og min seng!"
Hun spørger Oma: "Hvorfor bor du i mit hjem?" og "Hvorfor kommer du hele tiden?"
Rikke skelner mellem ”hjem” og ”by” (ude). Hos grønthandleren: "Må jeg smide æblet ud i byen?"
Per og Rikke går tur i skoven, han for at fange biller, hun for at "fange" blomster.
Rikke kan tælle til 30 og kender ugedagene i korrekt rækkefølge, uden at nogen har lært hende det. Hun fandt selv ud af det ved at spørge: ”Hvad kommer efter 11?” ”Hvad kommer efter tirsdag?” ”Hvad kommer efter en million?” osv.
"Hvorfor har min far ingen bil?"
"Hvordan har I lavet mig?”
"Engang var jeg stor, og du var lillebitte, og jeg kørte dig i vogn,
Mor! Nej, hvor var du lillebitte! Det var i næste år."
"Hvornår får jeg så store fødder som dine?"
"Kan du lide dyr, mor? Jeg kan lide fisk, men ikke vovhunde."
Efter et besøg i Zoo: "De blå papegøjer var sjovest."
Rikke spytter den nye tandpasta ud: "Fy, den smager væmmeligt!" Lidt senere bliver jeg overrasket ved at se hende børste tænder og spørger: "Nå, den smager måske ikke så dårligt alligevel?" Rikke, bedrevidende: "Man kan nænne (vænne) sig til alt!"
Hun glæder sig til sin årlige helbredsundersøgelse hos lægen, næsten "som til jul". Til Janne: "Lægen, det er ham, der har lavet din ørepine."
Jeg: "Har du nu samlet alle kugler op?" Rikke: "Ja, men Pews vil kugle med dem!" Pews er katten.
"Når man er uartig, kommer man i helvede, hvor alle de uartige myg og edderkopper er."
Til Kristine: "God morgen, dit lortehul!"
"Er det et luftrør, farfar har? Sådan et vil jeg også ha', når jeg bliver stor!"
"Jeg æælsker mig til jul en bro på tænderne, ligesom Janne har! Jeg æælsker mig også en brystholder!"
Far reparerer dukken. R: "Kan far også lave Pews, når han går i stykker?"
Der bliver gravet i gaden foran huset. Rikke: "Hvad laver de?"
"De graver et hul i vejen." "Er det der, hvor alle de døde mennesker kommer i?"
Veninden Benedikte er inviteret til Rikkes fødselsdag, men hun
opfører sig ikke pænt. Hendes mor: "Så gør vi, som om hun slet ikke er der." Rikke: "Men så kan jeg jo ikke lege med hende!"
Til sin 4 års fødselsdag får Rikke en dukke foræret, som hun tager med overalt. ”Se, mor, der står noget på dukken!" "Ja, et nummer, nr. 1800." Rikke: "Det er dukkens nummer, det er ikke vores. Vores er 850105."
"Nu er sneen væk. Hvem har skovlet sneen væk?"
"Når man siger frække ord kommer man i helvede, og når man ikke siger frække ord kommer man i himlen. Kim kommer ikke i himlen når han siger slemme ord. Det gør kun Janne og mig." Senere: "Det lille Jesusbarn siger ikke frække ord som ”skid” og ”lortehul”, så det kommer nok i himlen!"
"Når jeg bliver stor, vil jeg ud på sygehuset og passe de små børn,
og så vil jeg ha' en yndig, yndig kjole på!"
Jeg spiller søvndyssende musik på klaver om aftenen, men det virker ikke efter hensigten. Rikke kommer ind flere gange: "Hvor spiller du yndigt, mor!" Hun insisterer på, at jeg skal spille hende i søvn, ikke "en lille smule" men "en meget smule"!
"Jeg har været her, lige siden jeg blev født!"
Rikke har næseblod. "Er det ketchup, der kommer ud?"
Jeg kæler med missen. Rikke: "Pas på, den ikke bliver død!"
Vi venter på bussen. Rikke: "Hov, der kom en lille regn på min næse!"
Rikke leger frisørdame 'frk. Hansen'. Hun 'vasker' mit hår, og jeg
må lægge hovedet tilbage "for ikke at få sæber i øjnene". "Nu er du
vasket," siger hun, "nu kommer redningen og så kogningen, og så får
du øreringe på!"
Hun kommer hjem fra børnehaven med prinsessekrone på. Hun kan ikke finde ud af det med kongefamilien og siger "konningen" i stedet for "dronningen". Jeg prøver at forklare og spørger til slut: "Hvad hedder så kongens kone?" "Frøken Hansen." "Og hvad hedder prinsessens mor?" "Bergit!"
Rikke kravler på gulvet. Jeg: "Op med dig!" R: "Jeg er da ikke
en dej, som man laver kager med!"
"Må jeg skulke fra børnehaven?"
"Hvis der kun brækker lidt af, kan en doktor lave os, og så kommer
vi hjem igen."
Der ligger en sten midt på vejen. Rikke: "Den må passe på, at den
ikke bliver kørt over, for så er den død." Jeg: "En sten kan ikke
være død, den lever jo slet ikke. Den kan ikke bevæge sig, som et
levende væsen kan." Rikke: "Jo, nogle kan, de kan rulle. De sten,
som kan rulle, er levende, og de sten, som ikke kan rulle, er døde."
”Der er en myg i vinduet, den er død og rører på sig!" "Jamen, når den er død, kan den da ikke røre sig." "Jo, den ruller, når jeg puster!"
Rikke synger opera med egen tekst: "Og så bli'r de døde og kommer
ned i jorden, hvor de rare egern og de slemme myg er. De er døde,
fordi deres øjne er helt lukket til - de sover sådan!"
”Jeg har vinger på ryggen." Jeg: "Hvor er de da?" "De er nedenunder, og de kommer ud, når jeg er død. Det kradser på ryggen der, hvor vingerne er!"
Janne bager i køkkenet, og Rikke "hjælper". Jeg spørger hende, om
hun også vil blive bager ligesom Janne, når hun bliver stor. Rikke:
"Nej, jeg vil løbe på skøjter!"
Vi kigger ud på sundet. Rikke: "Se, skibet kravler!"
"Kan en trompet godt vokse? Hvor mange år bliver den næste gang? Eller kan den kun blive, som den er?"
Hun synger: "Å min mor, å min mor, å min mor" (og
henvendt til far) "det bli'r en lang sang! å min mor, å min mor," og
så videre, i en uendelighed.
Rikke har mavepine og fortæller. at hun "har trykket pompyller, der
var helt smeltede!"
Hun har besvær med at få trukket den røde kjole over hovedet.
"Kjolen er lavet til et 3-års hoved og ikke til et 4-års hoved som
mit!"
"Nej, hvor er den bluse sød! Den er snart vokset ud af mig!"
Vi spadserer forbi gasværket. Rikke: "Se, det flotte høje slot!"
”Koldt vand er meget vådere end varmt vand!”
Hun bøjer udsagnsord: "Det hedder 'drukket', men man kan også godt
sige 'drikket'. Og: "Kristine tog nattøj med til Birgit, ellers
frøs hun. Man kan også godt sige 'fryser'."
"Jeg vil ikke falde ud af vinduet, så brækker man hovedet af og
bliver helt død. Så behøver doktoren slet ikke at komme, når man er
død. Det kan være væmmeligt!"
Jeg: "Rikke, vil du ha' et æg?" Rikke: "Ja, men jeg vil ha' et, som ligger ned, ikke et, som står op!"
"Er det sent om aftenen nu, mor?" "Ja, det er det!" "Av, så
skulle jeg ha' været i seng for længe siden!" Og efter en lille pause: "men nu er det for sent at komme i seng for længe siden!"
"Pjews' øjne er store og runde, ikke firkantede som vores."
"Når farfar og Gertrud kommer, skal vi spise ved det lille bord her.
Det er børnebordet, og det store i stuen er menneskebordet."
"Har jeg store eller små lunger?"
"Kristine har en lille brun plet på hånden. Hun siger 'det svi'r'.
Betyder det 'ondt'?"
Frk. Krog: "Jeg kan så godt lide små børn." Rikke: "Jeg kan også
godt lide mennesker!"
Hos boghandleren fortæller Rikke: "Jeg har fødselsdag den 27.
januar, og det har min svigerfar også."
Rikke maler: "Jeg har allerede ikke begyndt på fisken. Jeg har bare
gjort en lille sjat."
Rikke venter på sin gudfar Hans-Gerd og hans kæreste og spørger utålmodigt: "Hvor bliver de unge mennesker dog af?"
Hun kommer om natten og vil sove hos mig. "Jeg kan ikke drømme i min egen seng!"
Hun er syg, med høj temperatur. "Hvor meget har jeg?" "40" svarer jeg bekymret. Men hun udbryder glad: "Lige så mange, som du er, mor!"
Vi er i cirkus, men Rikke kan ikke lide larmen og skyderiet og spørger flere gange: "Dør vi nu?"
Janne har en fibersprængning og går med bind, og Rikke spørger: "Hvem har skudt Janne i armen?"
Rikke får lov til at gå til dans. Janne er misundelig og spørger hvorfor hun ikke må. Rikke, meget fornuftig: ”fordi jeg ikke har prøvet det, og du så ofte!”
Men da hun ved en fejltagelse ikke fik den nål, som de andre dansemus havde fået, hulkede hun højt: ”Jeg får ikke nålen, fordi vi ikke har betalt for marts!”
Rikke kan spille 3 – 4 sange på klaver. Hun har selv fundet frem til melodien og spiller den rigtigt og med flere fingre, nogle gange endda med lukkede øjne.
Vi er på ferie i Frankrig, og på en campingplads ved Middelhavskysten efterlader vi Rikke hos en sød fransk familie, mens vi andre tager en sviptur til Spanien. Det er utroligt, så hurtigt børnene på trods af sprogforskel lærer hinanden at kende og hvor godt de leger sammen. Da vi kommer tilbage, har Rikke lært at synge: "Sur le pond d'Avignon", og de franske børn står i rundkreds, klapper i hænderne og synger: "'Skomagerdrengen er et svin"! (Det var nok starten på Rikkes karriere som korleder!)
Jeg læser en tysk børnebog for hende, men på dansk med enkelte tyske ord smuglet ind, for at hun kan lære dem. Hun spurgte mig forleden dag: "Hvad kommer efter en million?" Hun kan faktisk, med store hop, tælle så langt.
"Har du skrevet til Oma, at hun skal bytte mit armbånd? Jeg er vokset ud af det."
Rikkes yndlingseventyr er Frøprinsen: "Og så spurgte han kongen: Må jeg gifte mig med din kone? og kongen sagde ja, det må du gerne! og så blev de giftet.”
Mine aftenskoleelever er på besøg, og Rikke kommer ned for at hilse på 'muhamedaner-Olsen' og sidde på skødet. Det må have gjort et stort indtryk på hende, for næste morgen spørger hun mig: "Er Onkel Olsen lige så gammel og rig som Allah?" Og, lidt senere: "Allah kan godt li' mig. Han vil ikke ha' jeg bliver død."
Rikke på ferie i Sverige
Efter ankomsten i Værnamo efter ca. 350 km kørsel, spørger Rikke: "Hvis I kører en lille tur i aften vil jeg gerne være med!"
I hotellet be'r jeg hende om at gå hen til damen der reder sengene og snakke lidt med hende. Rikke: "ja, men jeg taler ikke fransk."
Rikke kører med "radiator" (elevator), og hun har "den højreste seng".
"Jeg ved godt hvordan det er: Når man kan det, er man for stor til det, og når man ikke kan det, er man for lille!"
"Var jeg sød da jeg var lille? Da havde jeg mit hoved langt nede."
"Hvornår har træerne fødselsdag?"
Rikke og Kim holder ferie på landstedet. Jeg ringer og spørger Rikke, hvad de laver. Hun svarer: "Vi buer!" (leger med bue og pil)
Farfar og Gertrud kysser hinanden. Rikke: "Sådan noget gør man da
ikke når andre ser på det!"
Vi kører forbi en mark, hvor der brændes halm af. Rikke: "Man skulle
tro det var fyraften!"
"Jeg ved, hvad jeg skal tegne i morgen - jeg skal tegne abstrakt!"
Rikke, 5 år
Rikke kigger på zebrafinkerne, som hun har fået i fødselsdagsgave: "Ved fuglene, at vi er mennesker?"
Hun er i biffen med far og Kim, til en værre tju-bang wildwest
film. Far: "Er du ikke bange, Rikke?" "Næ, de gør da ikke mig noget!"
Vi laver klisterbilleder af tapetprøver. Rikke: "Må jeg be' om et
stykke med kirke?"
Jeg spørger Rikke, hvad klokken er. Rikke: "Den store viser står på 7, og den lille viser står på 5 minutter over halv otte."
Der er grænser for, hvor mange husdyr man kan have i en lille
lejlighed, og vi bliver nødt til at skille os af med 'Mecki', et
pindsvin, som børnene har fundet og taget med hjem. Men da vi om aftenen sætter Mecki i en papæske for at give den friheden tilbage i en park i nærheden, bliver Rikke helt ude af sig selv: "Nej, ikke parken, I må ikke tage Mecki med til parken!" "Hvorfor dog ikke," spørger jeg, "der er træer og masser af løv, han skal nok klare sig." "Nej, mor, det er altså synd for Mecki - der er så mange børnelokkere i parken!"
Det lyner, tordner og øsregner, men ak, dukkevognen med yndlingsdukken Winnie er glemt ude foran huset, hvor vi bor. Jeg er parat til at foretage en redningsaktion, men Rikke hyler: "Nej, far skal gå, mor skal blive her!" Hun er helt ude af sig selv og insisterer: "Mor må ikke lynes ned!" Per spørger, hvorfor det absolut skal være ham, der må ofre sig. Ja, hvorfor? Rikke, tudbrølende: "Det er mor, der har kørekort!" Og det må han jo bøje sig for.